Generalforsamling

Generalforsamling Lokalkreds Syddanmark

    

Citat fra deltager:

“Generalforsamling i PLCF. Hverken beretning, udsigt, mad eller samvær kan der siges andet end positivt om. Blot mangler der 2 bestyrelsesmedlemmer, ærgerligt, ingen tvivl om, at den nye bestyrelse klarer det👍 god arbejdslyst

Referat af generalforsamlingen
Mandag den 24. april 2017 kl. 18.00
i mødelokalet over Café Razz, Havnegade 40, Middelfart

Dagsorden:
1: Valg af dirigent
Kirsten Fisker blev valgt

2: Formandens beretning

Formandens beretning Lokalkreds Syddanmark 2017

Arbejdet med foreningens formål

I vore vedtægter står der

  • at foreningens formål er at arbejde for bedre ansættelses- og uddannelsesforhold for medarbejdere ved PLC

Med de vide rammer kommunerne –  og endda lederne helt ude på den enkelte skole  – har for selv at fastsætte ansættelsesforholdene i PLC, og når der ikke eksisterer et uddannelseskrav for at arbejde på PLC, ja så må vi erkende, at det er blevet en umulig opgave for en lokalkreds, der dækker 20 kommuner fra Fanø til Langeland og faktisk også for en landsforening.

At stille minimumskrav til bemanding på PLC er blevet utopi, selv om det har været et mål for PLCF.

Landsstyrelsen er i kontakt med DLF og forsøger at arbejde for, at der skal gives vejledertillæg til alle vejledere . Men de af os, der tidligere blev kaldt skolebibliotekarer, har jo ikke fået stillingsbetegnelsen ”vejleder” – selv om en del af os har taget 3 pd-moduler – så det bliver lidt at arbejde for en medarbejdergruppe – de mange nye vejledere , skolerne har uddannet – kolleger, der som hovedregel ikke har meldt sig ind i vores forening og som desuden på sigt presser vore medlemmer ud af PLC. Det er i al fald det, nogle meget erfarne PLC-medarbejdere/ tidligere skolebibliotekarer oplever netop nu.

Arbejdet i lokalkredsen

Arbejdet i lokalkredsen er mest rettet mod 3. pind i vores formålsbestemmelse:

  • at fremme de pædagogiske og metodiske bestræbelser, der sigter mod at udnytte dets (PLCs) muligheder.

Vi har i det forløbne år arbejdet med at forbedre medlemmernes arbejdsforhold i de kommuner, hvor indførelse af det nye fælles bibliotekssystem Cicero nogle steder har været ved at mindske arbejdsglæden og muligheden for at gøre vores arbejde så godt og nytænkende, som vi gerne vil.

Vi vil jo gerne arbejde pædagogisk og udvikle skolen, og derfor har det været dræbende at få et nyt bibliotekssystem trukket ned over ørerne – et bibliotekssystem, der af de allerfleste opleves som et tilbageskridt, der mindsker vore pædagogiske muligheder og vores effektivitet. Det låser os til afleveringsskranken og mindsker derved vore muligheder for at vejlede eleverne og gøre dem til selvstændige brugere af et nutidigt og velfungerende  bibliotekssystem.

Vi har taget spørgsmålet op på foreningens repræsentantskabsmøde i oktober og presset landsstyrelsen til at beskæftige sig med problemet, og vi har fodret foreningens formand med masser af konkrete problemstillinger, som hun har taget med til de møder, som hun efterfølgende heldigvis fik lov til at deltage i i den gruppe, der skal følge revidering og udvikling af Cicero.

Men ellers er arbejdet med pind 3 i vores oversættelse og fortolkning især blevet udmøntet i arbejdet med at inspirere, give ny viden og mulighed for at udveksle ideer og erfaringer, og er derfor især forbundet med tilrettelæggelse af den årlige konference på Propellen i Billund.

Ved meddelelsen om, at den pædagogiske konsulent i den kommune, der gennem alle årene har udgjort rygraden i tilmeldinger til konferencen, havde besluttet at trække stikket, var vi naturligvis noget bekymrede for deltagerantallet – også i lyset af at vi jo hører, at alle skoler og kommuner skal spare, så der i stigende grad lukkes af for muligheden for at deltage i kurser, konferencer og andre eksterne tilbud.

Vi har imidlertid i vores lokalafdeling en særdeles god økonomi, så vi arbejdede ufortrødent videre med konferencen – også med risiko for et underskud.

Vi sammensatte et program uden smålig skelen til store honorarkrav.

Og konferencen blev heldigvis en stor succes. Vi havde åbenbart ramt et indhold, som både indeholdt darlings og nytænkning. Et indhold, som medlemmerne gerne ville deltage i, og som skoler og kommuner godt ville betale for, og deltagernes evaluering efterfølgende viste den største tilfredshed, vi har set gennem de senere år,

Vi havde deltagere fra de fleste hjørner af vores store lokalkreds, og hvad der glædede os særligt var, at 3 nye kommuner og deres pædagogiske konsulenter sluttede markant op om konferencen. Tak for det.

Vi havde i år igen åbnet op for, at ikke medlemmer kunne deltage – til en lidt højere pris – så medlemmerne kunne få følgeskab af en god kollega, ligesom vi inviterede vore pensionister til at deltage i udvalgte foredrag uden betaling. Dette blev godt modtaget, så det vil vi fortsætte med.

Konferencen gav et mindre overskud.

Sidste års konference startede med en præsentention af  Kongernes Jelling, og dette blev fulgt op af et medlemsarrangement i september, hvor vi inviterede medlemmerne på en sandwich og et glas vin med efterfølgende engageret rundvisning ude i området og inde i nyopsætningen af museet.  Et dejligt arrangement med god tilslutning.

Konceptet gentages, i og med det i år var Vadehavscenteret, der åbnede konferencen med en præsentation af det nyindrettede Vadehavscenter, og vi til september vil arrangere en medlemstur derover – denne gang sandsynligvis som et familiearrangement en lørdag eftermiddag.

Har I forslag til flere møder eller konkrete arrangementer, så lad os det endelig vide.

Landsstyrelsen – repræsentantskabsmøde – formandsmøde

6 ud af 7 bestyrelsesmedlemmer deltog i oktober i Repræsentantskabsmødet på Gl. Avernæs. Her blev vi præsenteret for  andre faglige foreninger og især deres erfaringer med sammenlægninger, og hvad der lykkedes og ikke lykkedes.

En enkelt lokalkreds, Lokalkreds Sønderjylland,  havde inviteret 2 medlemmer med til weekenden – ved udlodning af/lodtrækning om to gratis pladser. De to ”gæster” var meget begejstrede  for på den måde at komme lidt tættere på foreningen og naturligvis det sociale samvær og ikke mindst deltagelse i prisoverrækkelsen af PLCFs pris til Morten Dürr. Det er noget, vi måske kan kopiere.

Ved valg til Landsstyrelsen lykkedes det desværre ikke at besætte alle pladserne.

Men det kan åbenbart også godt lade sig gøre at være færre. De valgte har benyttet lejligheden til at se meget grundigt på deres arbejdsopgaver, og det er min personlige vurdering, at Landsstyrelsen næsten fremtræder mere beslutsomt og mere synligt end før. Formanden bliver inviteret med til møder i flere sammenhænge, er bedre klædt på og giver hurtigere respons tilbage.

Foreningens hjemmeside har fået et ansigtsløft, og det er blevet lettere for lokalkredsene at lægge materiale her – hvilket vi allerede har gjort.

Bladet Læringscenteret er strammet op, og formanden har meldt klarere ud end tidligere i sine ledere. Personlig synes jeg, årets første 3 blade har været spændende læsning med god tematik, og selv om nogen synes, der var for meget litteratur i allerseneste nummer, har andre nok elsket det af samme grund.

Det viser netop den problematik, foreningen står i: Hvad, hvordan og hvem skal vi repræsentere?

Det hele kan samles sammen i spørgsmålet: Hvad er vores mission?

Dette blev drøftet på formandsmødet  Nyborg i den netop forløbne  weekend 21.-22. april, hvor formand og kasserer deltog.

Hvad er fremtiden for lokalkredsene,  for bladet (hvor ofte – papir eller elektronisk), fremtidens kontingent (hvem kan blive medlem, personligt medlemskab/skolemedlemsskab), hvilke aktiviteter/møder/arrangementer? Hvad er fremtiden med evt. sammenlægning med it-vejlederforeningen?

Sådanne drøftelser har tendens til at ende op i at dreje sig om interne organisatoriske anliggender, og det skete vel til dels også denne gang.

Men som et rigtig spændende punkt på formandsmødet bad formanden os til sidst give vore bud på, hvad foreningen skal mene noget om og komme med synspunkter på. Vi blev udstyret med post-it sedler, som vi kunne sætte under overskrifter som læringsplatforme, skolereformen, velgørende institutioner, politiske beslutninger som nedskæringer.

Her blev spørgsmålet, ”Hvad er vores mission?” pludselig reelt.

Vi var naturligvis ikke enige, men det var et spændende input til vores mission og til hvor slagkraftig, vi ønsker vores  faglige forening.

Alle udsagn blev samlet sammen,  og det bliver spændende at følge, hvordan Landsstyrelsen vælger at arbejde videre med dette.

Fremtiden i lokalkredsen

Spændende bliver det også at komme til at følge den nye lokalbestyrelses arbejde fra sidelinjen.

Vi lægger op til en reduktion i antallet af bestyrelsesmedlemmer og vi er 4, der stopper nu.

Tak for supergodt arbejde og samarbejde – ingen nævnt, ingen glemt – og tak for vore rigtig hyggelige møder med drøftelser af fremtiden for arbejdet på de pædagogiske læringscentre.

Hermed overgiver jeg beretningen til generalforsamlingen.
3: Kassereren forelægger det reviderede regnskab

Regnskabet blev godkendt
4: Fremlæggelse af budgetforslag og fastsættelse af kontingent

Budgettet og kontingent blev vedtaget.

Kontingentet er  fastsat til 100 kr. til lokalkredsen, hvortil kommer 550 kr. til landsredsen
5: Indkomne forslag
Bestyrelsen foreslår nedenstående ændring i vedtægterne
(Ændringerne fremhævet med fed skrift)

§ 5: Lokalkredsens bestyrelse
Bestyrelsen består af medlemmer. Heraf vælges formanden særskilt. Det tilstræbes, at medlemmerne rekrutteres ligeligt fra de tidligere lokalkredse.

På den ordinære generalforsamling vælges:
A: Formand og medlemmer på ulige årstal. 3 medlemmer på lige årstal.
B: Hvert år 1., 2. og 3.suppleant.
C: Hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant.

De foreslåede ændringer blev vedtaget og træder i kraft straks

6: Valg af formand og 2 bestyrelsesmedlemmer, 3 suppleanter, revisor og revisorsuppleant

Anne Marie Schultz genopstiller ikke
Per Jørgensen genopstiller ikke
Anne Stougaard genopstiller ikke
Michael Greis Andersen genopstiller ikke

Til formand blev valgt Sussi Petersen

Som nyt styrelsesmedlem blev valgt Marianne Stokmark.

Genvalg af revisor Hans Radsted og suppleant for revisor Karen Odegård

7: Eventuelt.

Herefter hyggeligt samvær med mad og drikke på  Café Razz.